Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Nordre Væl

Nordre Væl 2000. Foto: Dragør Kommune.


På pladsen mellem Stationsvej, Kongevej og E. C. Hammersvej lå der oprindeligt et vandhul. Disse små damme kaldtes i Dragør og Store Magleby for væl – som er et nederlandsk ord for en lille sø.

Omkring 1900 blev der etableret et lille anlæg på pladsen som et led i bestræbelserne på at gøre Dragør mere attraktiv som turistby. I anlægget var bl.a. et springvand med en skulptur, der fik navnet ”Lille Peter”.


Nordre Væl ca 1912.. Billedet tilhører Dragør Lokalarkiv.


Nordre Væl ca. 1905. Billedet tilhører Dragør Lokalarkiv.


I slutningen af 1960’erne blev pladsen omlagt og skulpturen flyttet til anlægget ved Enggården.

Der var på dette tidspunkt planer om at bygge et nyt rådhus for Dragør Kommune på pladsen, men de blev ikke realiseret. Et skitseforslag til rådhusbyggeriet, udført af arkitekt Jens Theilgaard, kan ses her.

Pladsen havde ikke tidligere haft et officielt navn, men blev kaldt bl.a. Springvandspladsen og Nordgrønningen. Efter en konkurrence valgte kommunalbestyrelsen navnet Nordre Væl.

Samtidig med navngivningen blev skulpturen ”Dragør-båden” sat op. Båden står midt i den akse, som dragør-lodserne før i tiden ønskede friholdt for bebyggelse vest for Dragør by, så de kunne se sømærkerne nord for byen.
Denne side er sidst opdateret: 12 | 07 | 2015
 
Søgning


Søg