Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Historien om Dragør Kajak Klub

Dragør Kajak Klubs DVD


Dragør Kajak Klub hører til blandt de ældste foreninger i Dragør Kommune. Den blev stiftet i 1916 af seks unge mænd fra byen, og var formentlig den første af sin slags i Danmark.

Tom J. Andersen har været medlem af Dragør Kajak Klub i 52 år, og i 2006 - måske inspireret af sit eget 50 års jubilæum og klubbens 90 års jubilæum det år - besluttede han sig for at få samling på klubbens historie.

Den skulle på DVD, og det er den nu kommet med assistance fra såvel Lokalarkivet som nuværende og tidligere medlemmer af klubben, der bl.a. har bidraget med fotos, fakta og gode historier.

Men først og fremmest er det Tom J. Andersens fortjeneste, at projektet efter over et års arbejde er blevet gennemført. Tom tog sig tid til det, selv om han i en alder af 67 er travlt beskæftiget med sin psykologpraksis og forskning, er familiefar og også jævnligt roer kajak enten på Lyngby Sø tæt på bopælen eller med DKK-kammeraterne i Øresund ud for Dragør.

DVD’en, der har titlen ”91 år i Dragør Kajakklub - glimt fra kaproning, trim, dagligliv, fest og løjer”, er spækket med billeder, resultater og historiske optegnelser. Den vidner om, at Dragør Kajak Klub har været et omdrejningspunkt i Dragørs moderne historie.

Derfor lå det lige for at give et eksemplar til Dragør Lokalarkiv, så forskere i lokalhistorien får mulighed for at granske det omfattende materiale, klubben og dens medlemmer har ligget inde med.

Kajakklubbens medlemmer får et eksemplar af DVD’en, mens alle andre kan købe den for 50 kr ved henvendelse til Dragør Lokalarkiv eller via klubbens hjemmeside www.dragoer-kajakklub.dk.

Denne side er sidst opdateret: 26 | 03 | 2012
 
Søgning


Søg