Dragør Lokalarkiv
A-ZPrint sideMindre skriftStørre skriftKontaktIndexLæs op

Kinkelgade

I de store danske ordbøger leder man forgæves efter ordet kinkel. Men en kinke kan man dog slå op, og det forklares som et øje eller en bugtning på et stykke tovværk. Og man får yderligere at vide, at ordet stammer fra hollandsk. Det samme gør ordet kinkel, som egentlig betyder det samme, nemlig noget der bugter sig eller slår et sving.

Da nederlandske bønder i 1500-tallet kom til Store Magleby, holdt de gennem århundreder fast i deres traditioner og sprog. Selv om det tidligere ikke var almindeligt at navngive veje og huse, har man måske i folkemunde kaldt den vestlige af landsbyens to hovedgader for Kinkelgaden, fordi den har et meget mere snoet forløb end den østlige, der nærmest er snorlige.

Tidligere begyndte Kinkelgade som den vej, der i dag hedder Smedebakken, og løb sydpå gennem byen. Nordre Kinkelgade kaldte man for Store Magleby Stræde, men i 1942 besluttede byens sogneråd, at kalde hele det vestlige gadeforløb gennem byen for henholdsvis Nordre og Søndre Kinkelgade.

På hjørnet af Søndre Kinkelgade og Strøbyvej ligger Kinkelgård, der nok har fået sit navn efter vejen. I hvertfald kendes gårdens navn først ca. 100 år tilbage i tiden.

Kinkel kan på ældre hollandsk i øvrigt også betyde en uopdragen person uden manerer – eller slet og ret en bondeknold. Men om det har noget at gøre med Store Maglebys vejnavne, lader vi ligge i denne omgang!
Denne side er sidst opdateret: 08 | 08 | 2008
 
Søgning


Søg